§ 1 Selskabets formål er

• at samle danske læger og andre, der med deres virke fremmer selskabets formål, og som har særlig interesse for blodsygdomme
• at øve indflydelse på hæmatologiens placering i landets hospitalsvæsen
• at øve indflydelse på uddannelsen af læger i specialet intern medicin: hæmatologi
• at repræsentere dansk hæmatologi i internationale relationer
• at fremme den teoretiske og kliniske forskning inden for hæmatologien, heriblandt arbejde for, at hæmatologiske patienter i videst mulig omfang inkluderes i kliniske studier
• at indsamle viden om hæmatologiske sygdomme at omsætte såvel foreliggende som ny viden til resultater, der kan anvendes i klinisk praksis til gavn for hæmatologiske patienter, herunder hæmatologiske kræftpatienter.

§ 2 Selskabet er tilmeldt Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber og arbejder i nær forbindelse med såvel dette som andre lægevidenskabelige selskaber med nærliggende interessesfærer.

§ 3 Bestyrelsen/medlemmer af selskabet kan nedsætte multidisciplinære sygdoms-specifikke grupper med egne vedtægter. Disse grupper refererer til DHS. Der findes med reference til DHS følgende multidisciplinære sygdomsspecifikke grupper: Dansk Lymfomgruppe (DLG), Akut Leukæmi Gruppen (ALG), Dansk Myelomatose Studie Gruppe (DMSG), Dansk Studiegruppe for Kroniske Myeloide Sygdomme (DSKMS), og derudover Hæmatologisk Fælles DMCG (Hæm-DMCG) og den Fælles Hæmatologiske Databasegruppe. Oprettelsen af nye grupper skal godkendes af Generalforsamlingen.

§ 4.1 DHS har en række stående udvalg, hvis opgaver skal fremgå af et kommissorium. Ud over en præcision af opgaverne skal det af kommissoriet fremgå, hvordan man vælges til udvalget, hvor mange medlemmer udvalget har, medlemmernes funktionstid og hvordan substitution af medlemmerne foregår. Kommissorierne udarbejdes af bestyrelsen i samarbejde med udvalgene og skal godkendes af generalforsamlingen. Kommissoriet for det enkelte udvalg kan til enhver tid tages op til revision på begæring af bestyrelsen eller det pågældende udvalg. Et stående udvalg kan nedlægges af Generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.

§ 4 stk 2 Ved generalforsamlingen fremlægges årsrapport for de stående udvalg. I årsrapporten indgår en redegørelse for udvalgets medlemmer og eventuelle udskiftninger i årets løb.

§ 4 stk 3 Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper til varetagelse eller løsning af specifikke opgaver. Opgaverne skal fremgå af et af bestyrelsen udarbejdet kommissorium. Arbejdsgrupper nedlægges, når den specifikke opgave er løst. Såfremt arbejdsgruppens funktionsperiode må udstrækkes over mere end to år eller der er behov for at ændre udvalget til et "stående udvalg", skal udvalgets kommissorium godkendes ved den næstfølgende ordinære generalforsamling.

§ 4 stk 4 Kommissorier for selskabets arbejdsgrupper skal redegøre for arbejdsgruppens sammensætning og indeholde en klar beskrivelse af, hvad der er arbejdsgruppens formål, specifikke opgaver, kompetence i forhold til bestyrelsen og generalforsamlingen og hvilke forpligtelser, man har over for selskabet. Er der behov for etablering af tværfaglige udvalg, arbejds- eller interessegrupper i DSH´s regi, kan ikke-medlemmer efter nærmere forhandling med bestyrelsen indgå på lige vilkår med selskabets ordinære medlemmer.

§ 5 Som ordinære medlemmer kan optages danske læger med hæmatologisk interesse. Som ekstraordinære medlemmer kan optages molekylærbiologer, sygeplejersker, lægestuderende med hæmatologisk interesse, samt 1-2 repræsentanter for hvert firma og patientforening. Ekstraordinære medlemmer har ikke adgang til, eller stemmeret på generalforsamlingen.

Æresmedlemmer kan udpeges af bestyrelsen.

§ 6 Generalforsamlingen er Selskabets øverste myndighed. Beslutninger træffes i fysiske møder ved simpelt flertal fraset afgørelserne nævnt i §7a, stk. 2, nr. 1) og 2) samt §11.

§ 7 a Generalforsamlingen vælger af sin midte en bestyrelse. Bestyrelsen varetager Selskabets daglige drift. Selskabet tegnes udadtil af den til enhver tid siddende bestyrelsesformand samt et bestyrelsesmedlem

§ 7a Stk. 2. Bestyrelsen består af 8 medlemmer.

1) formanden, der vælges ved simpel majoritet af generalforsamlingen for en 2 årig periode. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang. Generalforsamlingen kan ved 2/3 flertal konstatere en formands fortsatte valgbarhed til yderligere én 2-årig periode som formand.

2) Seks bestyrelsesmedlemmer, der vælges af generalforsamlingen for forskudte 2 årige perioder, således at halvdelen af medlemmerne er på valg hvert 2. år. Hvert medlem kan ved det årlige valg af disse bestyrelsesmedlemmer stemme på indtil 3 kandidater. Valgt er de 3 medlemmer, der herved opnår flest stemmer. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang.

3) formanden for Yngre Hæmatologer, der vælges iht. afstemningsreglerne i vedtægterne for Yngre Hæmatologer.

§ 7a Stk. 3. Det tilstræbes at alle landsdele er repræsenteret i bestyrelsen, således at der er mindst ét medlem fra hver region.

§ 7a Stk. 4. Afstemninger efter stk. 2 nr 1) og 2) kan af ethvert medlem begæres gennemført som skriftlig og hemmelig afstemning.

§ 7a Stk. 5. Bestyrelsen konstituerer ud over formandsposten sig selv og vedtager selv sin forretningsorden.

§ 7b Generalforsamlingen vælger af sin midte 2 suppleanter til bestyrelsen med en forskudt funktionstid på 2 år, således at der hvert år er 1 af suppleanterne på valg. De indtræder i bestyrelsen i den orden, de er valgt. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang.

§ 7c Generalforsamlingen vælger 2 revisorer med en forskudt funktionstid på 2 år, således at der hvert år er 1 af revisorerne på valg. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang.

§ 7d Generalforsamlingen vælger desuden repræsentanter til internationale hæmatologiske organisationer. Disse vælges for en periode af 2 år med mulighed for genvalg.

§ 8 Den ordinære generalforsamling afholdes som et fysisk møde hvert år i marts og indkaldes med mindst 14 dages varsel. Der skal udsendes en dagsorden med relevante bilag sammen med indkaldelse til generalforsamlingen. Dagsordenen skal mindst omfatte valg af dirigent, formandsberetning, beretning fra diverse udvalg, valg til bestyrelsen, forelæggelse af revideret regnskab samt eventuelt. Forslag, der ønskes bragt til afstemning på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen.

§ 8 Stk. 2. Kan den ordinære generalforsamling pga. force majeure eller tilsvarende forhold ikke afholdes i henhold til stk. 1, herunder såfremt mere end halvdelen af selskabets ordinære medlemmer pga. ydre forhold forhindres i at deltage, kan bestyrelsen udsætte tidspunktet for generalforsamlingen. Bestyrelsen skal snarest muligt skriftligt meddele medlemmerne baggrunden for udsættelsen og aflægge beretning om sine dispositioner i relation hertil, samt hvornår den forventer at den udsatte ordinære generalforsamling i stedet vil kunne afholdes. Ligger tidspunktet for at den udsatte ordinære generalforsamling kan afholdes tættere på den næstfølgende ordinære generalforsamling end det oprindelige tidspunkt for afholdelse af den ordinære generalforsamling, bortfalder den udsatte ordinære generalforsamling. Er der fastsat et tidspunkt for en udsat ordinær generalforsamling, kan der indtil denne er afholdt ikke indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i medfør af § 9.
Valgperioder, der efter disse vedtægter skulle udløbe ved det oprindelige tidspunkt for den ordinære generalforsamling, forlænges i tilfælde af udsættelse af en ordinær generalforsamling indtil afholdelse af den førstkommende generalforsamling eller afholdelse af et virtuelt erstatningsmøde iht. stk. 3. Den efterfølgende valgperiode til pågældende hverv afkortes i dette tilfælde tilsvarende.

§ 8 Stk. 3. Vurderer bestyrelsen at foreningens fortsatte drift trues af forhold, der over længere tid umuliggør afholdelse af generalforsamlinger i overensstemmelse med stk. 1 og §9, kan den for at sikre den fortsatte drift med mindst 14 dages varsel indkalde til et virtuelt erstatningsmøde.
Det virtuelle erstatningsmøde er beslutningsdygtigt på linje med generalforsamlingen, idet et flertal ved disse møder for at være beslutningsdygtigt dog skal udgøre mindst 25% af det samlede antal ordinære medlemmer og mindst 40% af det samlede antal ordinære medlemmer i afgørelser, der kræver 2/3 flertal ved generalforsamlingen efter disse vedtægter.
Bestyrelsen vælger under hensyntagen til datasikkerhed, transparens af afstemningsresultater og erstatningsmødets dokumenterbarhed en egnet platform at afholde mødet på. Platformen må teknisk ikke umuliggøre deltagelse af samtlige ordinære medlemmer, og bestyrelsen skal gøre udførlig vejledning i platformens betjening tilgængelig for selskabets medlemmer samtidig med indkaldelsen.

§ 8 Stk. 4. Fem eller flere ordinære medlemmer kan i forening skriftligt påklage bestyrelsens vurdering af hvornår det er muligt at afholde en efter stk. 2 udsat generalforsamling overfor selskabets revisorer. De 2 revisorer kan i forening pålægge bestyrelsen inden for 14 dage at indkalde til den udsatte ordinære generalforsamling med mindst 3 ugers og højest 6 ugers varsel eller subsidiært pålægge bestyrelsen at indkalde til et virtuelt erstatningsmøde iht. stk. 3 inden for samme tidsramme.

§ 9 Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling med mindst 3 ugers varsel. Når 10 medlemmer skriftlig stiller forslag om indkaldelse af en ekstraordinær generalforsamling, skal en sådan indkaldes inden 2 ugers forløb, undtagen i de i §8, stk. 2 nævnte tilfælde.

§ 10 Selskabets regnskabsår følger kalenderåret. Senest 14 dage efter regnskabsårets udløb afgives regnskabet til revision hos de af Selskabet valgte revisorer, der senest d. 01.03. tilbagesender regnskabet til bestyrelsen ledsaget af deres bemærkninger. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Æresmedlemmer og pensionerede medlemmer betaler ikke kontingent.

§ 11 Forslag til vedtægtsændringer behandles på generalforsamlingen. Forslag til vedtægtsændringer udsendes med dagsordenen til generalforsamlingen. Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 12 Forslag om opløsning af Selskabet kan fremsættes til en generalforsamling efter de gældende regler. Såfremt forslaget vedtages af generalforsamlingen med simpel majoritet, sendes forslaget til urafstemning blandt alle medlemmerne. Vedtagelse kræver simpelt flertal. Det afgøres ligeledes ved urafstemning, hvorledes selskabets eventuelle formue skal anvendes.

Senest revideret ved generalforsamlingen 12. marts 2021

© 2013 - 2021 Dansk Hæmatologisk Selskab